tammik. 18, 2019

Sådan lægger du et budget

Det kan være svært at holde styr på sine penge. Manglende økonomisk overblik kan føre til uforudsete regninger eller pludselige store udgiftsposter og i sidste ende slå bunden ud af din økonomi. Med et budget bliver du mere bevidst om, hvad du bruger dine penge på, hvilket er med til at give sindsro og overskud i hverdagen.
caption

 

Et budget er en oversigt over dine indtægter og udgifter. Indtægter dækker bl.a. over løn, SU, boligsikring og børnepenge samt feriepenge eller restskat. Start med at finde ud af, hvor meget du får udbetalt, og hvornår. Dernæst kan du begynde at danne dig et overblik over dine månedlige udgifter. Start med de nemmeste – de faste udgifter. Faste udgifter kan for eksempel være husleje, el, internet, forsikringer, mobiltelefoni, transportudgifter og gældsafvikling. Vær opmærksom på, at faste udgifter ikke nødvendigvis opkræves månedligt. Beregn den gennemsnitlige udgiftspost for at sikre at udgifterne fordeles jævnt henover året. 

Husk også at medregne variable udgifter. Variable udgifter omfatter mad, medicin, rengøringsartikler, tøj og sko m.m. Det er ofte her økonomien overrasker. For eksempel løber en pizza med dertilhørende cola en gang om ugen hurtigt op i mere end 4.500 kr. om året, hvilket snildt kan være med til at vælte en økonomi. Beløbet til variable udgifter kan være svært at fastsætte. De fleste netbanker giver dig et overblik over, hvor meget du tidligere har brugt på diverse poster. Brug dette til at forudsige dine fremtidige variable udgifter.

Sådan opretter du dit budget:
- De fleste banker tilbyder som regel deres eget budgetskema med foreslåede indtægts- og udgiftsposter, som du gratis kan downloade og udfylde med dine egne oplysninger. Alternativt findes der en række apps, hvorigennem du ligeledes kan danne dig et overblik over din økonomi, herunder Lommebudget, Spiir, Money Log og Homebudget Manager Lite.

;