sep 1, 2021

Lowell Danmark foretager det største køb af misligholdte lån nogensinde i Norden

Lowell Danmark har skrevet under på sin største aftale til dato omkring køb af misligholdte krav med en samlet restgæld på 1,4 mia kroner. Samtidig er det anden gang på ét år, at Lowell køber en gældsportefølje af Bank Norwegian.
caption

 

Tilbage i april 2021 overtog Lowell Danmark en gældsportefølje fra Bank Norwegian, bestående af ca. 9.000 misligholdte krav fra kreditkort med en restgæld på ca. 350 mio. kroner. I slutningen af juni 2021 blev endnu en aftale med Bank Norwegian officielt skrevet under. Denne gang omhandlede det ca. 10.000 misligholdte krav fra forbrugslån med en restgæld på ca. 1.4 mia. kroner, og det er dermed den største aftale af sin type, som nogensinde er lavet i Norden.

Det vækker selvfølgelig begejstring hos Lowell at indgå to store aftaler indenfor fire måneder, og det sender et klart signal om, at opkøb af gæld er et vigtigt forretningsområde.

Ifølge Morten Engelbæk, Chief Commercial Officer ved Lowell, ser man aftalerne som strategisk vigtige: ”Aftalerne er vigtige for vores forretning i Danmark og Norden. Bank Norwegian er en kunde, som vi har et langvarigt og tæt samarbejde med, og købet af disse porteføljer bekræfter, at vi er førende i Norden, når det gælder inddrivelse af misligholdte krav fra den finansielle sektor”.

Men det handler ikke kun om tal og om en aftale mellem to finansielle virksomheder.

”Det er vigtigt at huske på, at bag de mange tal sidder der mennesker, som det her handler om”, forklarer Morten Engelbæk. ”For dem betyder det, at de fremover vil få deres sager håndteret af erfarne medarbejdere hos Lowell, som er eksperter i at finde løsninger i de forskellige situationer, som de enkelte forbrugere sidder i. På den måde vil aftalen også komme forbrugerne til gode”.

Gode udsigter for fremtiden

Begge aftaler med Bank Norwegian viser også, at man for alvor er klar til at opkøbe misligholdte krav på det danske finansmarked.

Det giver forhåbninger for, at danske banker og finansieringsvirksomheder i fremtiden får bedre mulighed for at sælge flere gældsporteføljer. Morten Engelbæk forklarer at: ”Aftalerne kan betyde, at vi kan få åbnet flere muligheder for at opkøbe porteføljer på markedet. Det er generelt et område, vi anser som vigtigt, og vi satser på at kunne præge det fremtidige kreditmarked ved at få flere aftaler i stand”.

Hos Lowell Danmark er man bekendt med, at den eksisterende lovgivning gør det svært for danske pengeinstitutter at gennemføre aftaler som disse, på trods af et stigende ønske fra EU’s side om at gøre det lettere at sælge misligholdte gældsporteføljer. Derfor glæder vi os over, at Finanstilsynet er på vej med en ny vejledende udtalelse på området, som vil gøre det nemmere for danske banker at sælge deres misligholdte krav.