apr. 27, 2017

Gå foråret i møde med styr på økonomien

Det er ikke bare huset, som trænger til en forårsrengøring. Vi giver dig 6 tips til, hvordan du kan give din økonomi en forårsrengøring.
caption

 

Det går mod lysere tider og måske er du begyndt at drømme om sommerferie og overvejer, hvordan du kan spare penge op til det? Eller måske vil du bare gerne have lidt penge tilbage på kontoen, når måneden er forbi? Eller måske har du problemer med at betale dine regninger og ved ikke helt, hvor du skal begynde?

Uanset hvad kan det være nyttigt at kigge på disse 6 tips:

1) Få overblik. De fleste netbanker giver dig mulighed for at få en oversigt over, hvad du bruger penge på. Det er en god måde at tjekke om du prioriterer dine penge rigtigt og hvilke ting, du måske bruger for mange penge på.

2) Gør det til en sport at holde dit budget. Det er måske det kedeligste af de 6 tips, men også det som virker bedst i længden. Når du følger dit budget er det nemmere at få overblik over, hvad du faktisk bruger i løbet af en måned, og hvor du eventuelt kan spare lidt

3) Nedbring din gæld. Det kan blive dyrt i længden, hvis du ikke betaler din gæld, men hvis det kniber, kan du kontakte dem, du skylder penge og høre om I kan lave en aftale. Hvis du alligevel får et inkassovarsel er det vigtigt, at du tager det alvorligt og reagerer på det.

4) Følg med i dit mobilforbrug. Mobilen kan nemt blive en pengesluger. Oven i dit abonnement betaler du for køb af app’s og for handel på nettet. Få overblik over, hvad mobilen koster dig og følg med i de regninger, du modtager. Husk at sammenligne priser hos forskellige udbydere.

5) Brug betalingsservice i din netbank og betal altid dine regninger til tiden, så du undgår rykkergebyr og inkasso. Hvis det alligevel sker, er det vigtigt, at du kontakter inkassofirmaet, eller det firma, du skylder penge så hurtigt som muligt for at få løst din sag.

6) Sælg de ting, du ikke har brug for længere og køb brugt. Gør forårsrent i dine skuffer og skabe. Alle har noget, de ikke har brug for længere, og her er der penge at tjene. Hvis du vil anskaffe dig noget nyt er det klogt at kigge på brugtmarkedet først. Der er mange penge at spare ved at købe cyklen, sofaen eller havemøblerne brugt.

Har du brug for hjælp? Eller har du spørgsmål? Vi er her for at hjælpe dig.

 

 

;